Egmont lægger lønnen ud til Visma

Danmarks største mediekoncern ønsker at fastholde fokus på kvalitet i arbejdet og et godt arbejdsmiljø samtidig med at de konstant arbejder på at effektivisere processer og nedbringe omkostningerne. Det er baggrunden for, at Egmont nu har valgt at outsource lønfunktionen til en af Nordens største aktører på området

Egmont-koncernen, der bl.a. ejer Nordisk Film, Norsk TV2 samt en række magasiner og ugeblade i Skandinavien, har netop valgt at outsource lønfunktionen for koncernens 20 selskaber i Danmark til Visma Services Danmark A/S.

- Vi arbejder løbende på at optimere vores administration og har de sidste mange år opnået rigtig gode resultater i forhold til at effektivisere processer og arbejdsgange. Dette har resulteret i besparelser, men ikke desto mindre er vi i en konkurrencesituation, hvor vi kontinuerligt har fokus på at drive omkostningerne ned samtidig med at vi fastholder fokus på kvalitet i arbejdet og godt arbejdsmiljø, siger Helle Bach, der er koncern HR-direktør i Egmont.


2.600 lønudbetalinger

Med ca. 2.600 udbetalinger om måneden fordelt på 20 selskaber er det en omfattende opgave, som Egmont nu overlader til Visma Services Danmark A/S, der er Nordens førende leverandør inden for outsourcing af HR-, løn-, økonomifunktionen samt inkasso og forretningskritiske it-løsninger.

- Baggrunden for beslutningen om at outsource lønfunktionen er, at vi har undersøgt, hvad det ville koste i forhold til at beholde den in house. Resultatet er en betydelig besparelse, og når Visma kan gøre det billigere end vi selv kan, handler det selvfølgelig om stordriftsfordele, hvor de kan dele omkostningen til it-systemer, lokaler, ledelse mv. ud på langt flere kunder. Dermed bliver udgiften pr. lønseddel væsentlig lavere end vi selv kan gøre det til, siger Helle Bach.

June Mejlgaard Jensen, der er administrerende direktør i Visma Services Danmark A/S, ser frem til det nye samarbejde.

- Egmont er et rigtig godt brand og en markant aktør inden for medie- og underholdningsbranchen. Derfor er vi selvsagt meget glade for, at de har valgt os. Lønadministration er en kernekompetence hos os. Det betyder, at Egmont på linje med vores øvrige kunder får adgang til vores konsulenters erfaring og ekspertise i forhold til den kompleksitet, der er omkring alle lønudbetalinger, hvor hver eneste medarbejder er en unik post i det system, der ligger bag, siger June Mejlgaard Jensen.


Opstart af samarbejdet

Outsourcingen har formelt haft virkning fra 1. marts 2015 og i løbet af de seneste uger har lønmedarbejderne fra Egmont fået fysisk arbejdsplads på Vismas danske hovedkontor i Herlev. Medarbejdere er overdraget til Visma på de samme vilkår, som de havde hos Egmont. 

- Gennem de senere år har mange virksomheder valgt at overlade enten løn, regnskab eller HR-opgaver til os, så vi har stor erfaring i at tage imod nye kolleger. Derfor er vi også helt klar til at tage imod vores nye, dygtige kolleger, der kommer til os fra Egmont. Det er meget vigtigt for os, at den overgangsfase der er i forbindelse med opstarten på et samarbejde mellem to parter bliver så god som mulig – både for vores kunder og for medarbejderne, siger June Mejlgaard Jensen og fortsætter:

- Ud over det menneskelige aspekt ved overdragelsen er vi i fuld gang med at sætte os ind i processerne hos Egmont, så vi har de informationer vi skal bruge fremadrettet.


Implementering hen over foråret

Alle processer og systemer bibeholdes i opstartfasen og lønnen udarbejdes i de nuværende systemer, men blot fra en ny adresse. I løbet af relativ kort tid er det planen, at det nuværende system skal afløses af lønsystemet EPOS, som Visma har stor erfaring i at anvende.

- Vi kommer ikke med alt i en boks fra dag ét, da vi er overbeviste om, at vi opnår de bedste resultater ved at vi først lærer hinanden at kende. Dernæst implementerer vores løsning med fokus på bedst mulige kvalitet og den mest kosteffektive løsning for både Egmont og os, siger June Mejlgaard Jensen.


To store Nordiske aktører

Egmont er Danmarks største mediekoncern med aktiviteter i 30 lande og 6.300 medarbejdere. De står bl.a. bag Nordisk Film, TV 2 i Norge, biografer, Lindhardt og Ringhof, undervisningsforlag, PlayStation og en række del-ejede selskaber som Zentropa. De udgiver over 700 magasiner og blade, heriblandt Alt for damerne, Euroman, Rum, Hjemmet og Anders And. Egmont er en erhvervsdrivende fond, som omsætter for 11,6 mia. kr. og uddeler godt 80 mio. kr. om året til et bedre liv for børn og unge.

Visma leverer en bred vifte af produkter og ydelser til mange forskellige brancher, forretningsområder og kundetyper inden for detail-IT, outsourcing af løn-, HR og økonomi, inkasso samt udvikling større it-løsninger. Visma har over 400 medarbejdere i Danmark og er en del af Visma-koncernen, der på nordisk plan beskæftiger 6.400 medarbejdere. I 2014 rundede koncernen en omsætning på 7 mia NOK.