Flot vækst og overskud i Vismas danske forretning

Visma Danmark Holding A/S fremlægger i dag årsrapport for 2022, der viser et samlet stærkt resultat for de danske Visma-selskaber og et øget overskud for Holding-selskabet. Trods global økonomisk usikkerhed og et stort samlet frasalg af de konsulentfokuserede selskaber bød 2022 på en række nye opkøb og en skærpet position af Visma som førende cloud-software leverandør i Danmark.

De danske Visma-selskaber omsatte for DKK 1,75 mia. og leverede et samlet overskud på DKK 464 mio. før udbytte. Justeret for frasalget af konsulentforretningen svarer det til en vækst på 10,5 pct. på bunden i forhold til 2021. Holding-selskabets resultat for 2022 viser et overskud på DKK 1,57 mia. mod DKK 322,7 mio. i 2021 og en egenkapital på DKK 1,84 mia. Strategien er fortsat at geninvestere overskuddet i nye opkøb samt at investere strategisk i selskabernes egne softwareløsninger og services i Danmark.

Frasalg skærper strategisk fokus på standardiseret software

I løbet af 2022 solgte Visma-koncernen sin Customs Solution Division for at fokusere fremadrettet på sine strategiske fokusområder inden for SaaS og standardiseret cloud-software. Generelt har frasalget, som omfattede syv IT-konsulentvirksomheder i Danmark, haft en positiv indvirkning på årets resultat for Visma Danmark Holding. Samtidig understregede fem nye opkøb i Danmark koncernens fortsatte vækststrategi og et endnu skarpere fokus på kerneforretningen inden for cloud-software.

“2022 var et år med store forandringer både i og omkring Visma i Danmark, men vi er trods uro i verdensøkonomien og den store transaktion i sommer kommet styrket igennem. Visma står stærkere på det danske marked nu med en fælles strategisk retning og kerneopgave på tværs af alle selskaberne. Vores fokus er at udvikle standardiseret cloud-baseret software til både den private og offentlige sektor. Det er forretningskritiske løsninger, der opfylder danske virksomheders behov for automatisering af processer og dataintegration og som bidrager til at holde det danske samfund sikkert og effektivt kørende,” udtaler Kasper Lyhr, der er ansvarlig for Public Sector i Visma og talsperson for Visma i Danmark.

Investering i produktudvikling og nye opkøb

En integreret del af Vismas vækststrategi er at geninvestere overskuddet fra blandt andet frasalget af IT-konsulentforretningen i produktudvikling af selskabernes softwareløsninger samt i opkøb af nye softwareselskaber, der udvider eller understøtter de eksisterende løsninger. 

“Vi har kontinuerligt fokus på at sikre, at vi kan møde vores kunders behov og forventninger uanset hvilket segment, der er tale om. Danmark er generelt langt fremme, når det handler om digitalisering, men der er stadig et stort uforløst potentiale, og vi mærker en fortsat stor efterspørgsel på vores forretningskritiske software til at drive øget effektivitet og smartere digitale løsninger, både i den offentlige og private sektor. Vi er i modsætning til mange andre større teknologivirksomheder i en position, hvor vi kan træde på speederen og foretage de investeringer, der skal til for at kunne understøtte den digitale omstilling” udtaler Kasper Lyhr.

Visma forventer trods inflation og global uro at fortsætte sin ambitiøse vækst- og opkøbsstrategi i de kommende år og yderligere cementere sin position i Danmark gennem opkøb af succesfulde softwareselskaber og et fortsat fokus på profitabel vækst. 

“Døgndata, Creditro, Pensopay, MySupply og Intempus er selskaber, der alle blev en del af Visma i Danmark sidste år, og som vi har store forventninger til vil kunne bidrage yderligere til den flotte vækst i årene fremover,” udtaler Kasper Lyhr.

Økonomiske nøgletal for de danske Visma-selskaber

DKK '000

2022 2023
Revenue 1.753 1.441
Profit for the year 464 421

Tallene er justeret i forhold til salg af IT-konsulentforrretningen

Læs hele årsrapporten for Visma Danmark Holding her
 

Om Visma i Danmark

Siden 2020 har Vismas danske hovedkontor ligget i Carlsberg Byen i København, hvor pt. 10 af Vismas selskaber har kontorer. Selskaberne, der beskæftiger mere end 1.200 medarbejdere, er følgende: Visma Rating, Visma Dataløn og Proløn, Visma Enterprise, Visma Dinero, Visma Software, Visma e-conomic, Admincontrol Denmark, Visma Logbuy, Upodi, Rackbeat, Visma Acubiz, Temponizer, Visma Local Government, IMS, TIMEmSYSTEM, Plandisc, Døgndata, Creditro, Pensopay, MySupply og Intempus.

For yderligere information

Astrid Zimmer Nielsen, National PR Manager, Visma Danmark
Email: astrid.zimmer@visma.com
Tlf.: +45 3151 2587