Overtagelsen af 1st Web udvider Vismas tilstedeværelse i Danmark og udbygger den nordiske koncerns position inden for komplette digitale forretningsløsninger til B2B virksomheder.
1st Web er et digitalt konsulenthus specialiseret i webudvikling, e-commerce og komplekse integrationer til B2B virksomheder. Udover at hjælpe med strategisk udvikling skaber 1st Web værdi for kunderne via design, udvikling, integration og digital marketing.
Hos Visma bliver 1st Web integreret i virksomheden via selskabet Co3, som Visma overtog i 2018. Co3 fokuserer på e-commerce og digitale markedsføringsløsninger for kunder indenfor retail, produktion, distribution og lignende industrier.
- Co3 og 1st Web deler en brændende passion for at hjælpe andre B2B virksomheder med at nå deres digitale vækstpotentiale. Gennem Vismas internationale virksomhed og ved at integrere 1st Webs kompetencer og løsninger med Co3 kan vi hjælpe virksomhederne på helt nye måder i kampen om kunderne, siger Christian Poulsen, adm. direktør for Co3.
Adm. direktør Tobias Høst fra 1st Web tilføjer:
- Vi ser frem til det nye samarbejde med Co3 og ikke mindst til at blive en del af Visma-familien. Det giver helt nye muligheder for vores kunder, som kan få et stort udbytte af vores samlede løsninger og ekspertise.
- Opkøbet af 1st Web og sammenlægningen med Co3 både styrker og udvider Co3s samlede position på det danske marked. Co3 er vokset meget de seneste år, og med 1st Web kan vi nu tilbyde yderligere services og ekspertise til at understøtte kundernes fremtidige udvikling, siger Lars Berthelsen, adm. direktør for Visma Custom Solutions.