Visma Consulting bliver en del af Lyngbys nye Vidensby

Billedtekst: Visma Consultings nye domicil på Nørgaardsvej 32 i hjertet af Lyngby




Kommunens ambitioner, nærheden til DTU og et kreativt fagligt miljø har været afgørende for beslutningen om at flytte fra Hellerup til hjertet af Lyngby.

Viden og vækst hænger sammen. Derfor realiserer Lyngby-Taarbæk Kommune nu et ambitiøst projekt under overskriften Vidensby 2020. En af de første nye tilflyttere bliver Visma Consulting, der på mandag den 3. juni flytter fra Hellerup til det nye videnscenter for at blive en del af fremtidens erhvervsrettede campus i Lyngby.

- Kommunen har en ambition om at blive et af Nordeuropas største centre for viden og kreativitet. Det vil vi gerne være en del af, samtidig med at vi kommer tæt på særligt Danmarks Tekniske Universitet, som vi har gode erfaringer med at rekruttere kandidater fra, siger adm. direktør Carsten Boje Møller fra Visma Consulting A/S.

Visma Consulting, der i januar i år blev godkendt af Statens og Kommunernes Indkøbs Service (SKI) som leverandør af teknologiske it-kompetencer på timebasis, leverer innovative it-løsninger til den offentlige sektor, herunder bl.a. Arbejdsmarkedsstyrelsen og Naturerhvervsstyrelsen, til liv og pension samt til en række udvalgte brancher i den private sektor.

- Vores ekspertise knytter sig til viden om de kunder, vi arbejder for og de brancher, vi involverer os i. Vi har mange års erfaring og dygtige specialister, der kan løse opgaverne, men viden og vækst hænger sammen. Derfor vil vi gerne være en del af det nye, kreative vidensmiljø i Lyngby-Taarbæk kommune, siger Carsten Boje Møller.

Han tilføjer, at den centrale beliggenhed på Nørgaardsvej 32 i Lyngby har været afgørende i forhold til såvel medarbejdere som kunder, hvor en række store it-projekter har meget positive forløb, fordi kunderne i forskellige projektfaser sidder sammen med Vismas specialister i udviklings- og produktionsmiljøet. Herudover understreger Carsten Boje Møller, at ikke mindst nærheden til de mange uddannelsesinstitutioner i Lyngby, og her særligt DTU, har spillet ind.

Vidensby 2020 projektet realiseres af Lyngby-Taarbæk Kommune i et tæt samarbejde mellem virksomheder, DTU og øvrige uddannelsesinstitutioner. Visionen er i 2020 at være en af Nordeuropas førende videns- og universitetsbyer.

- Projektet er udtryk for en spændende byudvikling. De videnstunge virksomheder knyttes til bylivet og det lokale studiemiljø. Derudover tilfører det byen mange nye arbejdspladser og et indbydende, dynamisk miljø, siger borgmester Søren P. Rasmussen, der byder Visma Consulting velkommen til det Lyngby-Taarbæk kommune.

Fra DTU til Visma

En af de unge kandidater, der allerede har gjort vejen fra DTU til Visma Consulting er Svante Jørgensen.

- Min karriere i Visma Consulting startede med et spændende praktikforløb i 2011. Da det var afsluttet, blev jeg ansat som studentermedhjælper på et selvbetjeningsprojekt, hvor jeg gik i dybden med den praktiske implementering af en it-løsning og gennem mit eksamensprojekt fik udforsket de teoretiske sider. Siden blev jeg tilbudt fastansættelse i Visma Consulting og kom med i vores dengang nystartede Graduate Program. Det har jeg været meget tilfreds med, siger Svante Jørgensen.

Med det dynamiske miljø tæt på Lyngbys travle byliv forventer Carsten Boje Møller, at Visma Consulting også i fremtiden og måske endnu bedre vil kunne tiltrække de allerbedste kandidater.

- Erfaring betyder en masse for os, men uden de unge menneskers drive og friske syn på tingene går vi i stå. Derfor har jeg faktisk store forventninger til, at vi sammen med vores kunder vil finde os til rette lige fra dag ét, siger Carsten Bøje Møller.

It-konsulenthus med stor erfaring

Visma Consulting leverer kundespecifikke og forretningskritiske it-løsninger til den offentlige og private sektor. Virksomhedens ydelser spænder lige fra at hjælpe organisationer og virksomheder med at analysere deres behov over design af it-løsninger til udvikling, integration, vedligehold, support og forvaltning af systemer og applikationer.

I den statslige sektor har Visma Consulting mere end 15 års erfaring med at udvikle og vedligeholde eksempelvis selvbetjeningsløsninger og fagsystemer, der understøtter den komplekse og foranderlige lovgivning, som statslige myndigheder er en del af.

Inden for liv & pension har Visma Consulting en afdeling med flere end 50 medarbejdere, der har års erfaring med at agere den eksterne it-afdeling for kunder i liv- og pensionsbranchen.

Derfor kender Visma Consulting til bunds de særlige krav og behov, der gør sig gældende og sørger for, at kundernes it-systemer til hver en tid lever op til gældende lovkrav og udvikling på området.

Visma Consulting A/S indgår i Visma-koncernen, der beskæftiger flere end 5.000 medarbejdere i Norden. Visma Consulting har kontorer i Danmark, Norge, Sverige og Litauen og beskæftiger 420 medarbejdere.

De øvrige danske Visma-selskaber, Visma Services Danmark A/S og Visma Software A/S, har fortsat domicil på Lyskær 3CD i Herlev og er ikke berørt af Visma Consultings flytning fra Lyngby til Hellerup.