Visma styrker sin digitale profil med opkøb af digitalbureauet Smartpage

Som et led i en større strategi om at styrke profilen omkring e-handel og digitalisering, har Nordens førende it- og softwarevirksomhed Visma opkøbt det københavnske digitalbureau Smartpage.

Det sker blandt andet ud fra et strategisk perspektiv om, at online markedsføring, e-handel og digitalisering vil stige de kommende år. Med købet øger Visma muskelmassen ved at samle Smartpage og det eksisterende Visma selskab Co3 under samme navn og tag i løbet af første halvdel af 2022 og udnytte de synergier, der naturligt er mellem de to selskaber.

"Co3 har været på en fantastisk vækstrejse, siden de i 2018 blev en del af Visma og har i den grad formået løbende at udvide både den geografiske repræsentation såvel som leverancerne til kunderne. Med opkøbet af Smartpage etableres Co3 for alvor i Østdanmark, og vi bliver dermed en markant aktør i det nationale marked”, siger Lars Berthelsen, direktør for Custom Solutions Divisionen i Danmark, som Co3 og nu Smartpage er en del af.

Co3 bliver verdens største Dynamicweb Premium Solution Partner

Ligesom Co3 er man hos Smartpage specialister i at udvikle komplekse e-handelsløsninger på Dynamicweb-platformen. Vismas køb af Smartpage og sammenlægningen med Co3 gør fremadrettet Co3 til den største Dynamicweb Premium Solution Partner med 41 certificerede konsulenter.

"Vores mål er at gøre det nemmere for alle virksomheder at skabe vækst gennem e-handel og online markedsføring. Sammen med Smartpage får vi endnu flere muskler til at realisere den vision. Summen af vores kompetencer indenfor UX design, online markedsføring og teknologi giver os en stærk og unik markedsposition”, lyder det fra CEO i Co3 Christian Søsted Poulsen.

Drevet af at sikre digital vækst hos kunder

Smartpage blev etableret tilbage i 2012 af Anders Ebdrup, der er CEO i selskabet, som i dag har kontorer i både Aalborg og København. Efterfølgende er Mikkel Ulstrup Larsen kommet ind som partner og Head of Business Development, og både han og Anders Ebdrup vil efter sammenlægningen fortsat være en del af hverdagen.

Smartpage er især kendt for at være en dedikeret sparringspartner for en voksende kundeskare indenfor B2B- og B2C-markedet og havde i 2020 en omsætning på DKK 20 millioner. Selskabets fokus på kundernes forretning og stærke e-handelsløsninger har gennem tiden skabt konceptstærke løsninger og digitale succeser for selskaber som Flying Tiger, Uno-X og Philipson Wine.

Købet af Smartpage samler stærke kapaciteter under samme paraply på fire forskellige lokationer i Ikast, Aalborg, Aarhus og København og gør Co3 til en stærk landsdækkende virksomhed med brede kompetencer.

Går i fællesskab efter mere komplekse opgaver

“Sammen med Visma og Co3 kan vi sætte turbo på vores strategi og betjene større og mere komplekse kunder. I den nye konstellation får vi flere muskler, flere kompetencer og en bredere palette af ydelser. Så da vi fik chancen for at blive en del af Visma, slog vi til”, lyder det fra CEO i Smartpage Anders Ebdrup.

En holdning, han deler med CEO i Co3 Christian Søsted Poulsen, som ser frem til at kunne byde ind på de mere komplekse opgaver i fremtiden.

“Med købet af Smartpage øger vi medarbejderstaben med en tredjedel og får flere muligheder gennem flere dedikerede medarbejdere for at rådgive og indfri vores kunders digitale potentiale. Samtidig er Smartpage stærke i integrationer og har gennem årene bundet et utal af komplekse systemer sammen. Den erfaring og knowhow sammenholdt med vores online marketing mindset kommer til at få stor betydning for vores fremtidige opgaver og udviklingspotentiale. I samarbejde kommer vi til at blive en særdeles attraktiv samarbejdspartner for både eksisterende og potentielle kunder”, lyder det fra Christian Søsted Poulsen.

Både Anders Ebdrup og Christian Søsted Poulsen er enige om, at sammenlægningen af de to selskaber under Visma er en stor gevinst for alle, idet de mange medarbejdere fra både Co3 og Smartpage vil træde ind i et større fagligt fællesskab med mulighed for at udvikle både egne og selskabets kompetencer.

“Det er klart, at når vi med vores 30 medarbejdere bliver en del af et set-up med 100 dygtige og engagerede kolleger, så giver det energi og mulighed for at dygtiggøre sig yderligere. Og her ser vi et stort potentiale i at blive en del af Visma”, lyder det fra Anders Ebdrup.

Smartpage fortsætter med uændret ledelse på de to lokationer i Aalborg og København.

...

Om Visma

Visma er en af Europas førende leverandører af forretningskritisk software og services, der skaber et mere effektivt og bæredygtigt samfund. Vi forenkler menneskers arbejdsliv ved at automatisere og forenkle processer for private og offentlige virksomheder og organisationer af alle størrelser. I 2020 havde Visma en omsætning på 1.741 millioner euro. Tilsammen er vi 14.000 medarbejdere dedikeret til at gøre i morgen bedre end i dag for vores 1.135.000 private og offentlige kunder i Norden, Benelux, Central- og Østeuropa og Latin-Amerika. Besøg os på visma.dk.

Om Custom Solutions

Custom Solutions-divisionen dækker i Danmark over virksomhederne Visma Consulting, Co3, Kapacity, IMS, FirstAgenda, TIMEmSYSTEM, IT Minds, Plandisc og fra i dag også Smartpage. Divisionen har i Danmark lige over 700 ansatte, mere end 1.000 kunder og omsatte i 2020 for ca. DKK 700 millioner.

For yderligere information

Randi Mehrenst Rimdal, Head of Marketing and Communication, Visma Consulting.

Telefon +45 53 61 63 36

Christian Søsted Poulsen, CEO i Co3.

Telefon +45 20 94 10 20